Driften i centerbygningen på Sæby Søbad har givet voldsomme udfordringer i forhold til at skabe en fornuftig økonomi og dermed også resulteret i, at restauranten med tilhørende møde- og konferencefaciliteter er lukket ned og lokalerne står nu tomme.
Både restauranten samt hele ejendommen har været til leje og til salg, men der har ikke vist sig hverken lejere eller købere, som har kunnet løfte opgaven og dette bekræfter herved præcis udfordringen med en fornuftig drift på stedet.
Man har derfor set på ejendommen med tanker om et andet formål, således at ejendommen med en forskønnelse kan bidrage positivt til det fine område.
Der er stor respekt for feriehusenes placeringer, udsyn og adgang til strandområdet og man ønsker at bibeholde det udtryk ejendommen har i området og påtænker derfor muligheden for en etablering af omkring 16-23 boliger (23 boliger ved eventuel udvidelse) i centerbygningen.
Projektmappen, som er kilde til denne artikel, er udarbejdet for ejerne Marie og Lars Dannervig af Tegnestuen LBB3.
Boligerne vil udformes i forskellige størrelser – fra 80 til 130 m2 – samt med varierende grundplan og derved danne grundlag for forskellige brugergrupper – fra børnefamilier til enkeltpersoner eller par.
Ejerforeningen på Sæby Søbad er løbende blevet orienteret omkring lukningen af restauranten og muligheden for at overtage ejendommen ved at salg, men der har ikke vist sig nok tilslutning til at gennemføre dette.
Der påtænkes derfor en ændring af anvendelsen af centerbygningen til boligformål, samt eventuelt udvidelse af den eksisterende bygningsmasse.
Hovedformålet med nærværende materiale er primært at illustrere hvorledes en ændret anvendelse af – samt en eventuel udvidelse – af de eksisterende centerfaciliteter til en fremtidig funktion som boliger, kan indpasses i den eksisterende bygningsmasse med respekt for rækkehusenes indbyrdes placering og udsyn.
Projektforslag A
Ved en ændret anvendelse vil det eksisterende gårdrum fremstå med en ny funktion – et privat gårdrum, der tilhører de omkringliggende nye boligenheder. Derved er det naturligt, at det åbne areal som er orienteret mod sydvest, fremadrettet vil fremstå mere afskærmende end i dag.
Dette tænktes udført som et beplantet areal med buske og træer, der tilsammen med den eksisterende halvmur danner en overgang mellem privat og offentlig zone. Beplantningen planlægges udført således, at udsigten fra boliger til havet ikke generes.
Gældende både for eksisterende og nye boliger.
Projektforslag B
Alternativt udvides bebyggelsen mod syd, således at der opstår en karrèbebyggelse og centerdelens gårdrum vil fremstå som et mere privat område med adgang til boliger, plads til ophold, træer, etc.
Udtrykket af bygningen og valg af materialerne i udvidelsen vil være i samspil og overensstemmelse med den eksisterende bebyggelse.
De karakteristiske tagformer med varierende kiphøjder vil blive videreført i udvidelsen, således at tagfodshøjden og størrelsen på tagfladerne vil være i harmoni med størrelserne på rækkehusene.
Ligeledes vil facaderne mod syd udformes i en tilsvarende harmoisk udforming og størrelse der kendes i rækkehusene.
I begge projektforslag etableres parkeringsareal mod nord til alle boliger, og der indarbejdes faciliteter til Danland formidling samt adgang til offentlige toiletter.
Det eksisterende område med hoppeborg ønskes justeret, således, at der kan tænkes nye aktiviteter ind sammen med de nuværende legefaciliteter af god kvalitet.
Det store åbne areal mod øst – arealet med parkering og vendeplads, der er omfattet af Strandbeskyttelseslinen, og derfor ikke kan bebygges – påtænkes eventuelt nedlagt for at blive erstattet med kystens egne materialer, sand, hjælme og marehalm, således at den offentlige adgang fra Strandvej kan ske via stier gennem naturområdet direkte ned til strandpromenaden.
Kyststien – Kattegatsvej vil herved fremtidigt opleves som et sammenhængende forløb.
Kig forbi Sæby Søbad og se mere information.