Et års hårdt arbejde blandt de lokale kræfter i landsbyen Agersted kulminerer søndag d. 9. august kl. 10-13, når byens nye friskole fejrer første skoledag med en stor indvielsesfest.
At Agersted Friskole har valgt at holde første skoledag på en søndag, er for at give alle forældre mulighed for at deltage i deres børns første skoledag. Det er samtidig en af de mange muligheder, som bestyrelsen, skolelederen og lærerne har valgt at gribe i bestræbelserne på at skabe en skole, der har mennesker – både store og små i centrum.
Opbakningen til Agersted Friskole er stor. De starter med 75 elever i skolen og 25 børn i den tilhørende fribørnehave. Rigtig mange borgere fra Agersted og oplandet har doneret penge til projektet og har investeret deres tid og kræfter på at gøre rent, male, renovere, samt skaffe og flytte inventar og materialer i løbet af sommeren, således at skolen nu kan slå dørene op for HELE BYENS SKOLE!
Program for dagen
Festlighederne starter kl. 10, hvor skoleleder Gitte Troelsgaard klipper snoren til Agersted Friskole, og bestyrelsesformand Jakob Hassingboe vil holde tale. Efter indvielsen går elever og forældre i deres klasser sammen med klasselærerne.
Friskolen er vært for rundstykker og kaffe, og der vil være aktiviteter for store og små. Kom endelig og deltag i festen! Agersted Garden spiller, byen vil være pyntet med festlig flagallé. Skolen regner med, at min. 300 gæster vil deltage og blandt andre borgmester i Brønderslev Kommune Mikael Klitgaard har takket ja til invitationen.