Formanden, Kisser Olsen, aflagde beretning og fortalt, at der i Danmark er ca. 430.000 personer, som lever med en hjertesygdom.
Hjerteforeningen er en af Danmarks største sygdomsbekæmpende organisationer med 136.500 medlemmer, og foreningen arbejder med forskning i hjertekarsygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.
Både mænd og kvinder rammes af hjertesygdomme, og symptomerne er forskellige. Der forskes i dag mere i kvindernes sygdom, for at kunne give dem den korrekte behandling og give dem et bedre liv.
Der uddeles årligt omkring 700.000 kr. til hjertekar patienter til hjælp til rehabiliteringsophold, psykolog hjælp, ferieophold m.m. og 30 mio. kr. til forskning i hjertekar området. Danmark har nu den laveste dødelighed af hjerte-kar-sygdomme i Skandinavien, og visionen er fortsat at danskere ikke dør unødvendigt af disse sygdomme.
Hjerteforeningen har fokus på motion, stop rygning, sund levevis, brug af mindre salt i maden – i samarbejde med Fødevarestyrelsen.
Det anbefales, at man får max. 5 g salt pr. dag – dog min. 1,5 g dagligt.
Mørk chokolade er godt for hjertet – dog bør det nydes i begrænset omfang, idet chokolade også indeholder fedt, og der skal meget til at forbrænde f.eks. 100 g. mørk chokolade.
Herudover omtalte Kisser Olsen de arrangementer, som Hjerteforeningen i Sæby har gennemført i 2013 og 2014 og Hjertemotion, som finder sted hver mandag i samarbejde med Benefit.
Kisser Olsen (formand), Merethe Gaardbo (næstformand og kasserer), Elin Hyttel, Kirsten Sørensen og Finn Brunø blev genvalgt.
Brian Toftelund og Jørgen Henriksen ønskede ikke genvalg. I stedet blev Ann Larsen og Per Rye valgt som nye medlemmer af Lokalkomiteen i Sæby.
Regnskab for året 2014 blev fremlagt.
Inden generalforsamlingen var der foredrag ved lægerne Pia Dinensen og Thala Snerum fra Sygehus Vendsyssel. De fortalte om hjerteflimmer, hvad er det? Hvad er forkammerflimmer? og hvordan behandles disse sygdomme. De gav også en god forklaring på forstyrrelser i hjerterytmen, ekstra hjerteslag, ablation m.m.
Der var rigtig mange spørgsmål fra deltagerne til de 2 læger – så alt i alt et rigtigt spændende og oplysende foredrag.