En gruppe forældre fra Sæby skole er gået sammen om at tage initiativ til at samle underskrifter ind blandt forældre og borgere i hele Sæby.
”Underskriftindsamlingen går ud på, at vi er utilfredse med det høringsforslag som Frederikshavns Børn og ungeudvalg er kommet med, og som Byrådet har sendt i høring.
Vi mener ikke, at der er set på det “store” regnestykke, at man har regnet på hvilke udgifter en opdeling af skolerne i Sæby vil føre med sig. Samtidig mener vi, at det er en klar forringelse af Sæby som by, at man fjerner det frie skolevalg inden for bygrænsen. Er det i orden at Sæby skal være så meget lillebror i forhold til Frederikshavn og Skagen, når politikerne slå så meget på, at Sæby skal være en bosætterby? Hvad skal så kunne tiltrække?: Skoler inden for rimelig afstand.
Vi har også taget kontakt til flere forældre fra Sæbygårdskolen, og det er faktisk først i sidste uge, at det er gået op for mange, hvad det er, der er ved at ske med vores skoler.
I denne uge kommer der i flere af byens butikker lister ud, som man kan skrive sig på, hvis man er imod dette forslag, og vi håber der med at kunne gøre forældre til skoleelever samt borgere i Sæby opmærksomme på, hvad fremtiden muligvis kan byde på”, siger Majbritt Degn Kallehauge.
Man kan herunder se listen, som er lagt ud i de forskellige forretninger i byen.